​KØBENHAVNS KUNSTSKOLE

​OM SKOLEN

Københavns Kunstskole er en kunstnerisk forskole placeret i hjertet af København og den pulserende Københavnske kunstscene. Skolen består af en billedkunstlinje, en design- og arkitekturlinje og en skrivelinje. Skolen har eksisteret siden 1971 og skiftede i 2011 navn til Københavns Kunstskole (Copenhagen Art School). Over de seneste 45 år har kunstens sprog udviklet sig dramatisk og Københavns Kunstskole har altid haft for øje at udvikle sig med samtidens strømninger, samt at fokusere på et forhold til kunsten, der følger med tidens tilstande, tematikker og tendenser.

Københavns Kunstskole ligger vægt på et intenst, debatskabende og ambitiøst program, der dog altid medregner tid til den individuelle tænkning og praksis. I tæt samarbejde med et fast hold professionelt udøvende undervisere, samt et stort antal gæsteundervisere fra ind- og udland, udvikles og udfordres den studerendes personlige kunstforståelse og udtryk. Udover fælles undervisning og diskussion, prioriteres især længere indgående dialog ”one-on-one”, underviser og studerende imellem.

Københavns Kunstskole tilbyder programmer af forskellig længde, alt efter den studerendes behov. Arbejdet på Københavns Kunstskole er baseret på den studerendes individuelle praksis og på et stærkt socialt miljø i og omkring de individuelle atelierpladser og fælles undervisningslokaler, som skolen huser. Det er et betydeligt forsæt for det begyndende kunstneriske arbejde - dette værende billedkunstnere, forfattere, arkitekter eller designere - at man er i tæt dialog med andre kunstnere og derfor vægtes det debatskabende og sammenrystede sociale forum enormt højt på Københavns Kunstskole.

Københavns Kunstskole favner om et bred vifte af kunstneriske felter og giver derved også rig mulighed for samarbejder på tværs af de kunstneriske discipliner. Københavns Kunstskole er en nordisk kunstskole og henvender sig derfor også til de nordiske lande (her især Norge og Sverige).

​​

MISSION

Det er Københavns Kunstskoles mission at opbygge og udvikle et debatskabende forum, hvori lysten til og forståelsen af billedkunst, arkitektur, design og litteratur kan vokse. En vision, der anser det kritiske, dybdegående og lystbetonede forhold til kunsten, samt det dialogbaserede kunstneriske arbejde, som vejen mod en solid forståelse af ens individuelle virke.

Tid, fordybelse og ro vægtes ligeledes højt på Københavns Kunstskole. Det tager tid at opbygge en ærlig relation til ens personlige udtryk og denne relation skal værnes om og udfoldes.

Det er vigtigt at pointere at undervisningen på Københavns Kunstskole tager udgangspunkt i de studerendes interesser, visioner og arbejder og at det er dette arbejde, der udgør kimen og indholdet i den studerendes endelige produktion.

Selvom der stadig tilbydes tekniske kurser på Københavns Kunstskole, skal det understreges at skolens tilgang til kunstnerisk arbejde er igennem samtale. Det er i samtalen at det essentielle kunstarbejde udføres, da det er her forståelsen, målrettetheden og mulighedsrummene opstår. Kunst handler ikke blot om det endelige æstetiske udtryk, men i ligeså høj grad om at forstå hvad det er der driver værket.

​               

Københavns Kunstskole  /  Nørre Søgade 43, 1370 København K  /  Tlf.: 3583 6082  /  ​E-mail: koebenhavnskunstskole@gmail.com  /  CVR: 16121347​