Billedkunstlinjen - Ofte stillede spørgsmål

Hvornår skal jeg tilmelde mig for at blive klar med en ansøgning?

​Har man som mål at søge på et kunstakademi opfordres man stærkt til at deltage i både efterårs- og forårsmodulet. Det er skolens erfaring, at arbejdet med at få opbygget et solidt ansøgningsmateriale, tager tid og ikke må stresses igennem. Derfor frarådes det at gå til denne opgave med blot et par måneder før deadline.

Hvilke medier kan jeg arbejde med på Københavns Kunstskole?

På Københavns Kunstskole undervises der ud fra de studerendes egne ønsker og arbejdsfelter. Undervisningen stiller skarpt på alle aspekter af samtidskunsten og er parat til at omfavne nye metoder og medier. Den studerende kan arbejde med skulptur, maleri, video, lyd, performance, foto, tegning, tekst, grafik, installation, poesi, arkitektur, queer-kunst, konceptkunst, collage, new media, aktivistisk kunst, socialt relateret kunst, animation, happenings, kropskunst og meget andet.​

Skal det være ens mål at ansøge på et kunstakademi for at gå på skolen?

Det er op til den enkelte studerende om man ønsker at søge på et akademi eller ej. Arbejdet med ansøgninger er dog en stor del af vores fokus. Ønsker man ikke at søge videre på skole, kan denne fokus dog bruges på at målrette ansøgninger til censurerede udstillinger eller fordybe sig i en personligt afklarende arbejdsproces. På Københavns Kunstskole opfordrer vi til at man bruger muligheden for at søge på flere forskellige akademier og kunstrelaterede uddannelser både i Danmark og i udlandet.​

Kan Københavns Kunstskole garantere optag på et kunstakademi?

Intet kan garantere optag på et kunstakademi. På Københavns Kunstskole får de studerende de bedste muligheder for at komme videre ind på et kunstakademi eller en kunstrelateret uddannelse. Derudover opfordres de studerende på Københavns Kunstskole kraftigt til at søge optag på flere skoler og akademier i ind- og udland, da dette væsentligt øger chancerne for udsigten til en længere videregående kunstuddannelse. Denne opfordring drejer sig ikke blot om at øge chancerne, men også om at få øjnene op for de fantastiske kunstuddannelser og muligheder der findes i udlandet. Med et ophold på Københavns Kunstskole er den studerendes chancer for et optag på et akademi betydeligt styrket.

Skal jeg have gået på en kunstskole før eller have tidligere erfaring med kunst for at gå på Københavns Kunstskole?

Det er ikke et forsæt at man har haft tidligere erfaring med kunst, for at gå på Københavns Kunstskole, så længe man er rede til at bevæge sig ind i kunstens landskab med nysgerrighed og gåpåmod. Skolens undervisning er tilrettelagt sådan at den kan møde de studerendes behov og fungere og udfordre på alle niveauer. Således kan Københavns Kunstskole sagtens virke som platform for ens første forsøg med samtidskunsten, samtidig med at den kan være en perspektiverende og intensiv udfordring af en mere etableret kunstpraksis.

Hvilket udbytte kan jeg forvente af et ophold på Københavns Kunstskole?

En stor del af arbejdet på Københavns Kunstskole består af selvstudie og atelierarbejde på atelieret. Det er den enkelte studerendes engagement der definerer udbyttet af uddannelsesforløbet. Københavns Kunstskole tilbyder dog de optimale omgivelser og input for et rigt uddannelsesforløb. Det er derfor også vigtigt at de studerende deltager i undervisningen i fuldt omfang.​​

Kan man også få hjælp til ansøgninger til udenlandske akademier?

På Københavns Kunstskole opfordrer vi til at man bruger muligheden for at søge på flere forskellige akademier og kunstrelaterede uddannelser både i Danmark og i udlandet. Underviserne på skolen, er alle velbevandret i det internationale landskab af kunst-uddannelser, samt procedurerne for ansøgninger til både ind- og udland. På flere udenlandske akademier, skal en ansøgning være formuleret på engelsk og med et engelsk artist statement - også her er skolens undervisere klar til at hjælpe.​

Kan man også bruge Københavns Kunstskole til at arbejde på ansøgninger til scenografilinjen på teaterskolen?

Københavns Kunstskole har samtidskunsten som hovedfokus, men kan sagtens være et godt sted at arbejde med en ansøgning til Designskolen, Arkitektskolen, Filmskolen, Forfatterskolen, Scenografilinjen på Teaterskolen, Animationsskolen og andre skoler. I udlandet især, er billedkunsten og andre kunstneriske discipliner (design, arkitektur, film, etc.) langt mere sammenvævede og flere akademier arbejder med flere forskellige kunstneriske og kunsthåndværkbaserede grene. Københavns Kunstskoles fokus på den æstetiske udformning, kombineret med den kritiske tilgang til samtidskunsten og det æstetiske udtryk, skaber en oplagt platform for arbejdet med kunstneriske former udenfor billedkunsten. Flere studerende fra Københavns Kunstskole er blevet optaget på designskoler og mange andre kreative uddannelser.​

Hvilken slags undervisning tilbyder I?

Københavns Kunstskole tilbyder en alsidig undervisning, der altid tager udgangspunkt i de studerendes behov og niveau. Undervisningen inkludere: Studio-Visits, fællesdiskussioner, artist-talks, fællesgennemgange, galleri- og museeumsbesøg, udvikling af artist-statements, workshops og udstillinger. Derudover bruger vi en del energi på at arbejde op imod de studerendes ansøgninger til kunstakademier, censurerede udstillinger og andre kunstrelaterede uddannelser.

Har I en aldersgrænse - hvad er gennemsnitsalderen på de studerende?

Københavns Kunstskole er for begyndende kunstnere af alle aldre. Vi har mange unge studerende på skolen, men gør meget ud af at pointere at et arbejde med kunst ikke er et spørgsmål om alder og at et bredt aldersniveau kun styrker den samlede gruppedynamik. Der er på Københavns Kunstskole fokus på at arbejde hen imod ansøgninger til at komme videre med sit individuelle kunstneriske arbejde. For studerende der ikke er interesseret eller har alderen til at søge på et eventuelt kunstakademi, stiller vi i stedet skarpt på ansøgninger til censurerede udstillinger og lignende.

Kontakt

Københavns Kunstskole

Nørre Søgade 43

1370 København K

35 83 60 82

koebenhavnskunstskole@gmail.com

CVR: 16121347

Følg os

Facebook

Instagram