redigeringskursus - Final Cut Pro

Metodiske og meningsfyldte klip.

Intensivt redigeringskursus med videokunstner Søren Thilo Funder i digital filmredigering.


Udover at gå i dybden med de tekniske værktøjer og muligheder i redigeringssoftwaret, vil kurset også stille skarpt på den mere metodiske brug af filmredigering i videokunsten, filmen og dokumentaren. Frem for at være et teknisk kursus, der blot fremlægger softwarets muligheder, vil vi her bevæge os langt dybere ind i selve brugen af klippeværktøjet og hvad klippet betyder i værkets helhed. Gennem arbejdet med kursistens eget videomateriale vil konkrete værktøjer og metoder gennemgås samtidig med at indhold og form analyseres og debatteres. Gennem en række eksempler på videokunst fra samtidskunsten og eksempler fra filmens verden, samt analyser af eget materiale, åbnes det tekniske værktøj op som et historiefortællende, meningsdannende og eksperimentalt kunst- og filminstrument. Kurset er rettet mod unge billedkunstnere og filmmagere med relativt lidt erfaring med brugen af redigeringsværktøjer, samt deltagere med nogen erfaring i filmredigeringsværktøjer men som ønsker at udvide deres tilgang til filmklippet og dets narrative og formelle muligheder. Hver dag vil begynde med fælles undervisning hvori vi vil gennemgå eksempler og metoder. Herefter vil den enkelte arbejde med sit eget projekt i redigeringsprogrammet i dialog med underviseren. Endeligt samles vi hver dag for at gennemgå nogle af dagens overskrifter og oplevelser af disse. Undervisningen vil tage udgangspunkt i redigeringsprogrammet Final Cut Pro, men tilgang og teknikker vil kunne overføres til andre redigeringsprogrammer.

PRAKTISK: 

Deltagere i dette kursus vil arbejde individuelt på deres egen medbragte computer. Undervisningen vil foregå igennem redigeringsprogrammet Final Cut Pro. Vi anbefaler at man downloader en prøveversion, hvis man ikke allerede har programmet. De fleste teknikker og metoder vil kunne overføres til arbejde i Premiere Pro og iMovie, men for bedst at kunne følge den fælles undervisning vil det give mening at have Final Cut Pro som hovedværktøj under dette kursus.

KURSET DÆKKER BLANDT ANDET:
Introduktion til filmredigering og redigeringssoftwaret.
Management af et video projekt i redigeringsfasen.
Opbygning af en video-timeline.
Værktøjer.
Basis Color Correction.
Video-montage og teknikker for arbejde med video-lag.
Arbejde med lyd (inde i videoredigeringsprogrammet).
Pakning af det færdige projekt og den endelige film.
Introduktion til forskellige visningsformater.
Indsigt i forskellige måder at arbejde med redigering, med montage og med sammensætning af lyd og billede gennem analyser af andre kunstneres og filmmageres værker.

UNDERVISER:
Søren Thilo Funder bor og arbejder i København. Han har en MA fra Det Kongelige Danske Kunstakademi og The University of Chicago at Illinois - Art and Architecture. Han har været artist-in-residence på Künstlerhaus Bethanien i Berlin, SOMA i Mexico City, Townhouse Gallery i Cairo, Frankfurter Kunstverein i Frankfurt og Platform Garanti i Istanbul. Tidligere udstillinger inkluderer soloudstillinger på Museum of Contemporary Art Zagreb, Tranen Contemporary Art Center og Overgaden – Institut for Samtidskunst. Han var repræsenteret på 19th Biennale of Sydney, 1st Copenhagen Art Festival, eva International Biennial of Visual Art - After The Future, 12th Istanbul Biennial, 2nd International Moscow Biennial for Young Art, Manifesta 8 – Parallel Events and 6th International Liverpool Biennial. Søren Thilo Funder er i øjeblikket aktuel på udstillingen Little Lies på Yarat Art Center i Baku, Aserbajdsjan.

Redigeringskursus 7 tirsdage​

10. januar - 28. februar 2017

underviser: søren thilo funder

Pris: 2800,-

Undervisning 7 tirsdag kl. 9.30 - 15.30

(lukket uge 7)

Tilmeldingsblanket til Final Cut Pro

 
 
 
 
 
 
 
 
 
Nogle felter er ikke udfyldt korrekt

​               

Københavns Kunstskole  /  Nørre Søgade 43, 1370 København K  /  Tlf.: 3583 6082  /  ​E-mail: koebenhavnskunstskole@gmail.com  /  CVR: 16121347​